Det populære pop- og rockband Klaus & Servants spillede og underholdt for 150 feststemte borgere i Holmegaard Hallen lørdag aften. De glade toner fra flere årtier fik på skift både yngre og ældre op fra stolene og ud på dansegulvet.
Der var høj stemning fra start til slut, da Holmegaard Hallen lørdag aften dannede rammen om nogle festlige timer med god mad og glad musik. Fans og publikum i alle aldre havde taget imod et godt tilbud om at få mad og underholdning med det populære danseorkester Klaus & Servants.
– Jeg har hørt Klaus & Servants flere gange inden for det sidste par år, og det er rigtig god og glad musik, de leverer. De sange, de spiller og den måde de formidler det på, giver bare en fantastisk god stemning, siger Holmegaard Hallens restauratør Finn Clausen, der havde sammensat en pakke med mad og underholdning for kun 295 kroner.
Det var under Næstved Festuge sidste år, restauratør Finn Clausen senest mødte Klaus og hans hustru Karin Strand-Holm. Efter en snak om mulighederne foreslog han halinspektør John Andersen og Holmegaard Hallens bestyrelse, at det populære band også kom til Fensmark.
Musik for enhver smag
Aftenens musikalske indslag bød på en bred vifte af genrer. Klaus & Servants spiller underholdningsmusik, der spænder fra klassisk rocknumre fra 50erne og 60erne som Shadows, Elvis Presley og Cliff Richard til de mere poppede dansktopslagere og grand prix-numre fra 70erne og 80erne med numre fra Laban, Tommy Seebach, Abba og Sweet. Og så blev naturligvis undervejs krydret med numre, som Klaus & Servants selv har udødeliggjort som ”Den bedste pige, du kan få”, ”Bank tre gange” og ”Herstedvester”.
Hallen skaber liv
Blandt publikum var også deltagere fra bostederne på Nygaardsvej og Røjleparken i Fensmark, der havde benyttet lejligheden til at få lidt godt at spise og en aften med levende musik.
– Vi har som lokalt halkompleks et ønske om at bidrage til liv her i vores område, siger halinspektør John Andersen, så udover idrætsaktiviteterne, der præger hallerne til hverdag, er musikarrangementer som det her med Klaus & Servants vigtige. De er med til at skabe et sammenhold i lokalområdet både for de, der ikke kommer ud så tit og de, der godt kan lide at komme ud blandt andre, fastslår John Andersen.
Orkestrets størrelse tilpasser sig festen
Det er ikke alle arrangører, der kan fylde en hal som i Fensmark. Bandet har derfor udviklet et koncept, hvor antallet af musikere tilpasses budgettet eller antallet af deltagere.
– Det har skabt øget efterspørgsel, når folk opdager, at man godt kan få levende musik til et arrangement uden at skulle bestille en hel bus med musikere og udstyr, men måske bare booke Klaus og hans guitar til en rund fødselsdag, eller måske med to eller tre musikere alt efter ønske og formåen, fortæller Karin Strand-Holm fra Key Sound, der blandt andet er bookingbureau for Klaus & Servants. Karin er i øvrigt gift med Klaus Strand-Holm og har derfor på tætteste hold fingeren på pulsen med, hvad markedet efterspørger.
Lørdag efterspurgte markedet tydeligvis en aften i Fensmark. Det blev til flere ekstranumre, før bandet kunne sige godnat og tak for i aften et stykke efter kl 1 natten til søndag.